Støtte til innovative løsninger
"VUDP-foreningens formål spænder bredt, og vi har derfor mulighed for at støtte projekter, der på forskellig vis bidrager til at øge effektiviteten og kvaliteten i vandsektoren," udtaler Henrik Rosendal Birch, bestyrelsesformand for VUDP-foreningen. Han fortsætter:
"Vandbranchen står overfor en række komplekse udfordringer, som kræver innovative løsninger. Eksempler på disse udfordringer er forurening med miljøfarlige stoffer, oversvømmelser og overløb af urenset spildevand. De midler, VUDP-foreningen hvert år uddeler, kommer fra vandselskaberne selv og skal hjælpe med at finde løsninger på nogle af de mest presserende problemer. Som branche er det vores ansvar at være en aktiv del af løsningen."
Fagligt vurderingspanel sikrer grundig bedømmelse
Det er VUDP-foreningens faglige vurderingspanel, der vurderer ansøgningerne og træffer den endelige beslutning om, hvilke projekter der skal modtage støtte. Panelet består af syv eksperter med viden og erfaring, der er relevant for at vurdere projekter, der kan fremme effektivitet og kvalitet i vandsektoren. Både forskningsmiljøet og vandsektorens leverandører er repræsenteret i panelet.
"Vi ser frem til at modtage et stort antal kvalificerede ansøgninger og til at kunne støtte endnu flere projekter, der skaber konkrete forbedringer i vandsektoren," afslutter Henrik Rosendal Birch.
Ansøgningsfrist den 7. marts 2025
Ansøgningsrunden er nu åbnet, og alt nødvendigt ansøgningsmateriale kan findes her.
Ansøgningsfristen er den 7. marts 2025 kl. 12.00.