VUDP-foreningen modtog 11 ansøgninger fra foreningens medlemmer (vandselskaber) om støtte til drikkevands-, spildevands- og klimaprojekter. Foreningens vurderingspanel har udvalgt 7 projekter, som adresserer forskellige aktuelle udfordringer og skal bidrage med innovative løsninger inden for vandbranchen. Via medfinansiering af projekterne bidrager VUDP-foreningen til at forbedre den danske vandsektors effektivitet og kvalitet.
Kort om de syv projekter
Læs mere om de 7 projekter nedenfor. I løbet af efteråret kan du desuden blive meget klogere på de 7 projekter på VUDP.dk og foreningens LinkedIn, hvor projekterne løbende præsenteres.
CIRCULAR-PIPES: - Dokumentation af afløbsrør med genanvendt plast og nordisk certificeringssigte
Ved Lemvig Vand i samarbejde med Teknologisk Institut, Klar Forsyning A/S, Novafos A/S, Skanderborg Spildevand A/S, Plastix, Aage Vestergaard Larsen AS, Klimatorium, Emtelle, Uponor og Wavin
Forsyningerne skal på et veldokumenteret og sikkert grundlag senest i 2025 kunne etablere afløbsledninger baseret på rør med genanvendt plast. Dette er i dag ikke muligt. Gennem VUDP2020-projektet ”Plastrør til fremtidens forsyningsledninger” blev konstateret, at afløbsrør har det bedste, kortsigtede potentiale for genanvendelse. Dette blev fulgt op med udvikling og test af pilotrør med genanvendt plast, som blev nedlagt og demonstreret i praksis. I fortsættelse heraf forventes etableret en systematisk dokumentation baseret på forskellige koncepter/standarder og med sigte mod inddragelse i den nordiske certificeringsordning NordicPolyMark- en ordning, der er normgivende for de danske og nordiske forsyninger.
Tildelt beløb: 1.643.500,00 kr.
Kemikaliefri Vakuum-UV oxidationsteknologi til fjernelse af pesticidrester i drikkevand
Ved HOFOR i samarbejde med Novafos A/S, Ultraaqua A/S, DTU Sustain
Med baggrund i den stigende forurening af drikkevandet i Danmark med pesticider, er det hovedformålet med nærværende projekt at udvikle, teste og vurdere en innovativ kemikaliefri Vakuum-UV baseret avanceret oxidationsteknologi (AOP) til nedbrydning af pesticidrester i drikkevand. Teknologien kan let integreres i den traditionelle vandbehandling på vandværker, er simpel i drift, danner formodentligt færre reaktionsprodukter og udgør potentielt en samlet set mere bæredygtig løsning sammenlignet med kendte teknologiske alternativer. Projektet vil primært fokusere på nedbrydning af N,N-dimethylsulfamid (DMS), men der vil i projektets laboratorieaktiviteter blive inddraget andre relevante pesticider herunder bl.a. desphenyl-chloridazone (DPC), alachlor ESA og dimethachlor ESA.
Tildelt beløb: 1.495.169,00 kr.
ReGEN: On-site regenerering af pesticid-mættede aktive kulfiltre ved danske vandværker
Ved Hjørring Vandselskab i samarbejde med Frederiksberg Forsyning A/S, Hortsens Vand A/S, Teknologisk Institut A/S, VIA University College
Stigende fund af pesticidrester i grundvandet udfordrer den fremtidige drikkevandsforsyning. N,N-dimethylsulfamid (DMS) er konstateret i ca. 33% af danske vandforsyningsboringer (GEUS 2021), hvilket tvinger vandværkerne til at etablere videregående vandbehandling som aktive kulfiltre. Desværre mætter DMS ekstremt hurtigt kulfiltrene, hvilket medfører flere årlige udskiftninger af kullet, som resulterer i store omkostninger for vandværkerne og betydelige miljømæssige konsekvenser. Projektets formål er at identificere og verificere de nødvendige kemiske processer samt deres rækkefølge i kulfiltrene. Dette bliver de kommende grundelementer i den nye ReGEN-teknologi til on-site regenerering af DMS-mættet kul på vandværkerne. Den færdigudviklede ReGEN-teknologi vil styres online via sensorer og software.
Tildelt beløb: 1.188.500,00 kr.
Udvikling af soft sensorer til at optimere operationer på små, ubemandede spildevandsanlæg
Ved VandCenter Syd i samarbejde med Bionic System Solutions
Fremskridt inden for mekanistiske og datadrevne modelleringsteknikker har hidtil gavnet ressourcestærke spildevandsanlæg på grund af deres overflod af hardware, data og knowhow. Soft sensorer, som er afhængige af matematiske modeller (i stedet for hardware) til at estimere spildevandsparametre, har potentialet til at give et økonomisk alternativ til anlæg med færre ressourcer til at erhverve og vedligeholde hardware, og endda tjene som proxy for parametre, for hvilke online-sensorer endnu ikke er udviklet. Vi vil udvikle en soft sensor for "fosfat"-koncentrationer og følgelig kemikaliedoseringskrav, baseret på tilgængelige procesdata (indløbsflow, etc..) og en soft sensor for "slammets alder" baseret på tilgængelige procesdata.
Tildelt beløb: 545.000,00 kr.
Aktivt kul fremstillet af spildevandsslam og plantemateriale
Ved Odsherred Forsyning i samarbejde med Hillerød Spildevand A/S, Aquagreen ApS, Aarhus Universitet, Aarhus Vand, VandCenter Syd
Projektets ide er at fremstille aktivt kul fra spildevandsslam og undersøge anvendeligheden af det aktive kul til rensning af spildevand for miljøfarlige stoffer (MFS) såsom lægemidler og perfluoralkylforbindelser (PFAS). Aktiv kul fremstillet udelukkende af spildevandsslam har lavere sorptionskapacitet i forhold til aktiv kul baseret på plantemateriale. I projektet sammenlignes forskellige blandingsforhold af slam og træpiller med konventionel aktiv kul. Ud fra et cirkulært synspunkt ønskes brugen af plantematerialer (kokosskaller, træpiller etc.) begrænset. Projektets formål er at finde det optimale forhold mellem plantemateriale og spildeslam, der giver et aktiv kul med tilstrækkelig effektiv rensning.
Tildelt beløb: 1.547.700,00 kr.
Rensning, biodiversitet og rekreative værdier i våde regnvandsbassiner med flydeøer
Ved VandCenter Syd i samarbejde med Eco Island, Syddansk Universitet, Københavns Universitet
Formålet er at undersøge flydeøers potentielle multifunktionelle anvendelse i våde regnvandsbassiner. Våde regnvandsbassiner er en af de mest anvendte metoder til forsinkelse og rensning af afstrømmende regnvand og er anerkendt som BAT i Danmark. Der findes i Danmark mindst 2550 bassiner (DANVA’s statistik) og flere er undervejs. Udfordringen er at fjerne de opløste stoffer i regnvandet: næringsstoffer, metaller og organiske forbindelser. Vi vil derfor teste flydeøers renseevne under kontrollerede forhold i et udendørs vådlaboratorium på SDU. Viser resultaterne sig lovende vil vi afprøve teknologien i et regnvandsbassin i et MUDP støttet projekt vi søger med opstart i 2023.
Tildelt beløb: 737.184,00 kr.
Ternært Vand – Interaktion mellem afløbssystem og terrænnært vand fra oven, neden og siden
Ved Aarhus Vand i samarbejde med Aalborg Universitet, NIRAS, Aarhus Kommune - Teknik og Miljø
Afløbssystemer i mange danske byer belastes utilsigtet af indsivende vand og drænvand og pga. klimaændringerne, er det et observeret stigende problem. Hvorvidt øgede afstrømningsbidrag, der observeres i lange perioder efter regn, skyldes indsivning fra umættet zone, lokale og kortvarige stigninger i terrænnært grundvand eller generelle grundvandsstrømninger er uvist. Derfor vil nærværende projekt gennem monitering, analyse og modellering kortlægge afløbssystemers interaktion med de hydrologiske processer der forgår i den øverste del af jordmatricen, hvor afløbssystemet er placeret. Formålet er: 1) at kunne kortlægge indsivningsbidrag og dennes tids- og stedlige variabilitet og 2) at kunne konsekvensvurdere problemets udvikling under klimaændringernes påvirkning.
Tildelt beløb: 775.000,00 kr.
VUDP-foreningen offentliggør den næste ansøgningsrunde i løbet af efteråret.