​Ansøgningsrunden 2022 er nu åben

VUDP-foreningen har netop åbnet for den første ansøgningsrunde i den nye forening. Der er 10 millioner kroner til uddeling, og der er ansøgningsfrist d. 9. maj 2022 kl. 12.00.

Foreningens medlemmer kan søge støtte til projekter, der har til formål at forbedre vandsektorens effektivitet og kvalitet.

”VUDP-foreningens formål dækker bredt. Derfor har foreningen mulighed for at støtte projekter, der på forskellig vis skaber forbedringer for vandsektorens effektivitet og kvalitet. Det kan eksempelvis være projekter, der fremmer vandteknologi ved, at der udvikles teknologi, metoder, ledelsesformer, ledelsessystemer eller viden”, fortæller Henrik Rosendal Birch, bestyrelsesformand i VUDP-foreningen.

Ansøgningsprocessen ser anderledes ud i den nye forening. En af de største forandringer er, at ansøgningsrunden kun består af en enkel fase. Dermed er ansøgningsprocessen forkortet med flere måneder samtidig med, at der spares både tid og ressourcer for ansøgere og foreningen: ”Vi vil gerne sikre, at så mange midler som overhovedet muligt går til at støtte projekter og ikke til drift og administration”, uddyber Henrik Rosendal Birch.

”Ansøgningsmateriale og vejledning er blevet testet af to tidligere projektleder i VUDP forud for ansøgningsrunden og er blevet rettet til, så vi ved, at det er intuitivt og fungerer for dem, der skal bruge det. Nøgleordet i arbejdet med ansøgningsrunden i 2022 har fra vores side været ”forenkling”, og det håber vi, at ansøgerne kan mærke,” fortæller Henrik Rosendal Birch.

”Vi ser frem til at uddele midler til spændende udviklingsprojekter, der er med til at skabe konkrete forbedringer for vandsektoren,” slutter Henrik Rosendal Birch.​

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig informeret.

Vi skriver blandt andet om vores projekter eller ændringer til ansøgningsmaterialet.

Vandsektorens forening til forbedring af vandsektorens effektivitet og kvalitet​

Godthåbsvej 83, 8660 Skanderborg c/o Danva - Dansk Vand- og Spildevandsforening

CVR: ​42473545