Siden den stiftende generalforsamling i maj 2021 har VUDP-foreningen arbejdet på højtryk for at blive klar til den første ansøgningsrunde som selvstændig forening.
”Vi har gentænkt ansøgningsprocessen og hvordan vi kan lette den for både ansøgere og foreningen. Vi har bl.a. forkortet processen, så hver ansøgningsrunde nu kun består af en enkel fase,” fortæller Henrik Rosendal Birch, som er bestyrelsesformand og formand for det faglige vurderingspanel i foreningen.
Han fortsætter: ”Nu glæder vi os bare til at komme i gang med den første ansøgningsrunde. I år uddeler VUDP-foreningen 10 millioner til spændende projekter, der kan skabe værdi for vandsektoren.”
Foreningen er ved at finpudse ansøgningsmaterialet, og det vil snarest være muligt at finde en detaljeret ansøgningsvejledning på hjemmesiden.