Co-creation af skræddersyede varslingsprodukter til nedbør og oversvømmelser i vandbranchen

Projektet udvikler nye produkter, såsom datapakker og kort, til varsling af skybrud og oversvømmelser ved at kombinere avancerede vejrdata og modeller fra DMI med lokale data fra forsyningerne om afløbssystemet. 

Klimaforandringer medfører flere og kraftigere regnhændelser, hvilket øger risikoen for oversvømmelser. Klimafremskrivninger frem mod 2100 viser, at den gennemsnitlige temperatur i Danmark forventes at stige med ca. 2°C, mens antallet af skybrud kan stige med 30-50 % og intensiteten af kortvarig nedbør med 20-30 %. Derfor arbejder forsyningsselskaberne intensivt med klimatilpasning af afløbssystemet med forskellige tiltag. Imidlertid er forsyningernes muligheder for at handle proaktivt før ekstremregn begrænsede. De eksisterende varslingsprodukter er ofte for generelle og mangler tilstrækkelige detaljer og lokale tilpasninger.

Denne udfordring adresseres i dette projekt ved at udvikle nye, skræddersyede varslingsprodukter, der kombinerer hidtil ikke-offentliggjorte meteorologiske og hydrologiske data fra DMI med lokale data fra forsyningsselskaber. Gennem en række workshops og test-cases udvikles og afprøves varslingsprodukterne hos de 3 deltagende forsyninger. Produkterne vil tilpasses forsyningernes behov og digitale modenhed og omfatter fx kort, prognosedata, oversvømmelseskort og risikovurderinger. Produkterne vil blive gjort frit tilgængelige via en demonstrationshjemmeside.

De nye løsninger vil gøre det muligt for forsyningerne at forberede og optimere driften af afløbssystemer og evt. renseanlæg før kraftige regnhændelser. Det kan reducere risikoen for systemnedbrud, overløb og udledning af ubehandlet spildevand – og dermed forbedre både forsyningssikkerhed og miljø.

Projektet resulterer i:

  • En ny demonstrationshjemmeside med adgang til varslingsprodukter og visualiseringer
  • Retningslinjer og best-practice cases for anvendelse af varslingsprodukterne i beredskabssituationer
  • Et styrket netværk og samarbejde mellem DMI, forsyninger og øvrige aktører

Kort om projektet​

Projektejer: Aarhus Vand

Projektleder: Camilla Jessen

Kontakt: camilla.jessen@aarhusvand.dk

Projektpartnere:

  • Danmarks Meteorologiske Institut

  • Skanderborg Forsyning

  • Ringkøbing-Skjern Forsyning

Startdato: 1. september 2025

Slutdato: 31. december 2027

Uddelingsbeløb: 1.333.118 kr.​​​​​

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig informeret.

Vi skriver blandt andet om vores projekter eller ændringer til ansøgningsmaterialet.

Vandsektorens forening til forbedring af vandsektorens effektivitet og kvalitet​

Godthåbsvej 83, 8660 Skanderborg c/o Danva - Dansk Vand- og Spildevandsforening

CVR: ​42473545