Metanfrigivelse fra danske afløbssystemer

– bestemmelse af kloakkens klimaaftryk​

Projektets formål er at skaffe ny og væsentlig viden om metanfrigivelse fra danske afløbssystemer. Metan er en potent klimagas med et globalt opvarmningspotentiale (GWP) på 84-87 gange højere end kuldioxid over en 20-årig periode. Klimagasudledninger fra spildevandssektoren er inkluderet i de nationale emissionsopgørelser, men der findes ingen systematiske undersøgelser fra danske afløbssystemer, hvilket medfører stor usikkerhed i estimaterne.

Internationale undersøgelser viser betydelige klimaaftryk relateret til metanfrigivelse fra afløbssystemer, men det forventes, at emissionerne fra danske systemer er væsentligt lavere. Dette skyldes blandt andet lavere temperaturer og et højt sulfatindhold i dansk drikkevand, som påvirker konkurrencen mellem metandannende og sulfatreducerende mikroorganismer i afløbssystemet.

Projektet vil generere ny viden om spildevandssektorens klimaaftryk ved hjælp af feltmålinger af metan på strategiske punkter i det eksisterende kloakledningsnet hos Vandcenter Syd. Resultaterne fra disse målinger vil kunne danne grundlag for udvikling af retningslinjer for emissionsopgørelser for forskellige typer afløbssystemer, som fælleskloak og separate spildevandsledninger, samt tryksatte systemer med og uden svovlbrintebekæmpelse gennem kemikaliedosering (jern, nitrat).

Målet er at kunne foreslå typetal for metanemissioner fra danske afløbssystemer. Den opnåede viden vil også kunne anvendes til at verificere eksisterende modelværktøjer til beregning af kemiske og biologiske processer i afløbssystemer.​

Kort om projektet

Projektejer: VandCenter Syd

Projektleder: Per Henrik Nielsen

Kontakt:phn@vandcenter.dk

Projektpartnere:

  • Aalborg Universitet, BUILD

Startdato: 1. september 2024

Slutdato: 31. august 2026

Uddelingsbeløb: 620.150 kr.​​

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig informeret.

Vi skriver blandt andet om vores projekter eller ændringer til ansøgningsmaterialet.

Vandsektorens forening til forbedring af vandsektorens effektivitet og kvalitet​

Godthåbsvej 83, 8660 Skanderborg c/o Danva - Dansk Vand- og Spildevandsforening

CVR: ​42473545