Projektet "Virtuelt Vandværksfilter" udvikler et digitalt værktøj, der gør det muligt at simulere og optimere fjernelsen af jern, ammonium og mangan i vandværksfiltre. Værktøjet baseres på en avanceret model og gør det muligt at oprette en digital tvilling af eksisterende eller planlagte filtre, baseret på råvandskvalitet, kornstørrelse, filteropbygning og driftsdata. Målet er at støtte forsyninger i at træffe bedre beslutninger om design, drift og renovering af filtre gennem virtuelle test, stresstest og scenarieanalyser.
Projektet bygger videre på erfaringer og modeller fra tidligere udviklingsprojekter og integrerer ny viden om manganfjernelse og hydraulisk belastning. Resultatet bliver et intuitivt, brugervenligt simuleringsværktøj, der muliggør dataunderstøttet filteroptimering uden behov for tidskrævende og omkostningstunge forsøg i fuld skala.
Danmarks vandforsyning er kendetegnet ved en decentral struktur med over 2.500 vandværker, hvoraf mange står over for nødvendige renoveringer. Mange af disse værker blev opført i midten af det 20. århundrede og kræver modernisering for at imødekomme nutidens krav til kvalitet, effektivitet og bæredygtighed. Samtidig oplever flere forsyninger ændringer i råvandskvaliteten og et øget behov for fleksibilitet i filterdriften.
Der mangler i dag værktøjer, der gør det muligt at vurdere konsekvenserne af forskellige driftsstrategier – f.eks. alternerende drift, ændret filtermedie, eller højere belastning – uden at afprøve det i praksis først. Det virtuelle filterværktøj adresserer dette behov direkte og gør det muligt at identificere optimeringsmuligheder, før ændringer implementeres.