I 2021 nedsatte Miljøstyrelsen grænseværdien for summen af fire PFAS i drikkevand (PFOA, PFHxS, PFNA og PFOS) til 2 ng/L. Det har udfordret vandforsyningen bl.a. i hovedstadsområdet, hvor PFAS måles under kvalitetskravet i 68 % af det producerede vand. Selvom kvalitetskravene til drikkevandet overholdes, udfordrer miljøfremmede stoffer produktionen, da den udnyttelige del af indvindingstilladelserne mindskes, hvilket forringer forsyningssikkerheden. Der analyseres typisk for 22 PFAS-stoffer i drikkevandet ud af de flere tusinder, der er kendt, så forureningsproblemet kan i værste fald være langt større end erkendt for nuværende. Det må derfor forventes, at rensning bliver mere udbredt fremadrettet, for at der kan leveres sundt og rent drikkevand.
Dette projekts output er at øge vidensniveauet ift. 1) om der findes flere PFAS-stoffer end de allerede typisk kendte i grundvandet 2) hvor effektivt disse PFAS-stoffer fjernes fra drikkevandet ved forskellige rensningsteknikker og 3) om nogle adsorptionsteknikker skaber et nyt problem med afsmitning af miljøfremmede stoffer til drikkevandet fra materialerne.
Projektet udføres i forbindelse med at HOFOR, med EnviDan som rådgiver, afprøver 5 adsorptionsteknologier i parallelle testlinjer med kombinationer af Pulveriseret Aktivt Carbon/membran (Split Water Nordic anlæg), GAC-GAC, mikro-GAC og GAC-ionbyttermateriale (materialer leveret af W&S). I dette projekt analyseres både indløb og udløb med target og nontarget analyser, så rensningseffektiviteten bestemmes og mulige afsmitningsstoffer identificeres. På samme tid vil Region Hovedstaden øge antallet af analyserede PFAS-stoffer til +50 stk. i udvalgte af deres +40 GAC-afværgeanlæg. Projektet bidrager derfor til at vurdere om forureningsproblemet er større end allerede erkendt, samt om anlæggene fjerner potentielle forureninger uden at tilføre nye. Specielt afsmitningsproblemstillingen er vigtig og derfor udfører DTU Sustain afsmitningsforsøg med forskellige ionbytterresiner.